Tjener – Interview 2018-03-12T13:15:41+00:00
Loading...

Vi har talt med to elever om deres oplevelse med tjeneruddannelsen:

Maria

Det bedste ved tjenerbranchen er al den adrenalin, der kører rundt i kroppen på én, når det hele bare kører på fuld tryk, man er et team, det hele virker og alting klapper perfekt – og det, man ikke troede var muligt, går hen og bliver en stor succes. Efter sådan en aften er man ikke til at skyde igennem, og der er bare ikke det, man ikke kan klare.

Jeg fik en praktikplads ved at gå målrettet efter den – og nok også ved at være lidt heldig. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville i lære på ét af de små steder, og jeg vidste også lige præcis, hvilket sted, det skulle være. Derfor skrev jeg en uopfordret ansøgning og gik ind og afleverede den personligt i restauranten. Det betød, at jeg samtidig fik en samtale med chefen, der kunne meddele, at de ikke havde brug for nogle elever lige nu. Det forhindrede mig nu ikke i at fortælle om min interesse for faget, og da én af eleverne pludselig sprang fra, stod jeg først på listen til at få en praktikplads på min drømmerestaurant. Det viser, hvor vigtigt det er, at møde personligt op med sin ansøgning, vise sit ansigt og give et fast håndtryk. Det er jo nogle ret vigtige kvalifikationer netop i denne branche. Og jeg har senere erfaret fra min chef, at dem, der bare nøjes med at sende deres ansøgning med posten – ja, de bliver kort sagt arkiveret lodret i papirkurven.

Fordelen ved at være på et lille sted er, at vi har et utroligt stærkt sammenhold. Det er et ægtepar, der ejer restauranten, og det er deres familiesammenhold, der styrer det hele. Vi føler os faktisk som én stor familie, og vi hygger os også sammen privat. Vi har en masse skæg og ballade, men der er også plads til de mere alvorlige ting. For eksempel var der en gang, hvor jeg lige havde mistet min kæreste og var utroligt ked af det. Da jeg kom på arbejde, kunne min chef se, at der var noget galt og spurgte, hvad det var. Jeg sagde, at jeg helst ikke ville tale om det, for ellers ville jeg ikke være i stand til at gå ind i restauranten og smile til gæsterne og give en god betjening. Næste gang jeg kom ud i køkkenet, stod der en skål med vanilleis og chokolade med et lille skilt i, hvor der stod: ”Du trænger!” De andre fortalte, at det var ordineret af chefen – og det hjalp jo på humøret.

På de små restauranter lever og ånder man for sit arbejde. Det betyder også, at vi løber pissestærkt og har rigtig mange arbejdstimer. Vi dækker hinanden og holder sammen, ellers swinger det ikke. Den der med, at ”Åh nej, jeg føler mig lidt sløj i dag, jeg ringer og melder mig syg” den holder bare ikke. Man hiver sig ud af sengen og går på arbejde, for ellers ved man, at de andre skal knokle dobbelt så hårdt.

Jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde i tjenerbranchen, så længe, jeg synes det er sjovt. Det er et fysisk knaldhamrende hårdt arbejde, der kan gøre rigtig ondt i ryggen, knæene og specielt venstre arm. Du får heller ikke altid sovet, som du skal, fordi du er helt oppe og køre på adrenalin, når du kommer hjem. Du skal også gøre, hvad du får besked på – uden at stille spørgsmål. Og du skal kunne sige ”Ja tak”, selvom du ikke mener det. Når jeg engang synes, at nu er det ikke sjovt længere, så har jeg tænkt mig at efteruddanne mig til professionel vinsælger. Jeg elsker vin og nyder at vejlede gæsterne i det rette valg af vin til maden.

Når jeg bliver udlært, har jeg tænkt mig at tage ud og rejse – f.eks. som tjener på et krydstogtskib. Her er tjenerfaget et kanonfag at rejse ud med. Du kan simpelthen får arbejde overalt, for de danske svendebreve betyder fantastisk meget i udlandet. Dem er der virkelig respekt omkring.

Tjeneruddannelsen er en fed ungdomsuddannelse, men man skal nu ikke være alt for ung, når man vælger den. Branchen vil helst have nogle, der har lidt erfaringer. Derfor er mit råd, at man skal minimum tage 10. klasse med og bruge et år på erhvervserfaring. Det skal helst være erfaring inden for kundekontakt, for det er dét, det hele handler om. Og det kan være alt lige fra opvasker, afrydder, flaskedreng, pizzabud, piccolo, biografkontrollør, cafémedarbejder og bartender. Det gør det meget nemmere at få en praktikplads bagefter.

For at blive en god tjener, skal man kunne noget sprog og være skrap til hovedregning og stavning. Det er også en fordel at have stor interesse for vin – og kunne lide at drikke det.

Jeg tror, man skal være skabt af noget specielt for at kunne lide at være i tjenerbranchen. Du skal ihverfald ikke være typen, der sætter dig ned og græder, når nogen har sagt noget skidt til dig. Tværtimod skal du synes, at det er godt, man får sagt lige, hvad man mener i situationen, så ingen – heller ikke dig selv – går og brænder inde med det.

Carina

Jeg lærte tjenerbranchen at kende gennem mine forældre, der har arbejdet som reservetjenere og bartendere. Jeg var med dem ude og hjælpe til og syntes, det var en spændende branche, hvor der skete noget, og hvor man mødte mange nye mennesker. Jeg hører ikke til den stillesiddende type og kan slet ikke forestille mig selv på et kontor.

Det er en dejlig branche, hvor man for det meste kun møder søde mennesker. Selvfølgelig kan der være nogle gæster, der vil have særbehandling, men det tager jeg som en udfordring hver gang. Det er tit et spørgsmål om at føle sig lidt frem og så finde den rigtige form.

Jeg søgte 15 praktikpladser, inden det lykkedes for mig. Nu er jeg i praktik på et hotel, hvor vi har mange selskaber, og det giver selvfølgelig en mere uformel, familie-stemning end der f.eks. er på en fin a la carte restaurant. Folk er jo altid glade, når de er samlet til konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage eller firmafester. Det er skønt, når gæsterne kommer bagefter og siger tak for en god fest og en god servering. Jeg har endda oplevet, at de har sendt blomster til mig som tak.

Til gengæld er det ikke så skægt, hvis det ikke kører mellem kokkene og tjenerne. Vi er et stort hotel, så hos os har vi et kokketeam og et tjenerteam. Og det kan godt slå gnister engang imellem. Så er det man må sætte sig igennem og sige, at det er MIG, der skal gå ind med det mad, så det er MIG, der bestemmer. Det plejer at virke.

Der kan også være øjeblikke, hvor alle kan være meget stressede, og tonen kan være lidt barsk. Med tiden har jeg lært, at man ikke skal tage det så bogstaveligt. Hos os plejer vi at sætte os ned bagefter, tage et glas vin og få snakket det hele på plads igen.