Receptionist – Interview 2018-03-12T12:04:20+00:00
Loading...

Vi har talt med to elever om deres oplevelser med receptionistuddannelsen:

Helle

Vil du være receptionist, skal du være klar over, at der kræves meget af dig rent personligt. Der er nogle ganske bestemte krav til, hvordan man opfører sig – man kan ikke bare stå og klø sig i håret, fordi man har lyst til det. Du står ude i receptionen og er hotellets ansigt udadtil. Derfor skal du kunne tage en facade på, hvor du smiler hele tiden uanset, hvad der sker. Som receptionist skal du være på hele tiden – og du kan ikke have en dårlig dag.

Selv tackler jeg det på den måde, at når jeg tager min uniform på, så hænger jeg mit privatliv ind i skabet. Og når jeg tager min uniform af, så hænger jeg mit arbejde tilbage i skabet igen.

Det kan godt være hårdt, når gæsterne bider af mig, og jeg bare skal stå og smile og tage imod. Det sker som regel ved indtjekning, når gæsterne står i kø og vil have deres værelser NU. Det er specielt i sommerperioden, der er ekstra meget pres på. Jeg plejer at kunne klare det ved at bevare roen og forklare, at jeg jo gør mit bedste, og alle nok skal få deres værelser hurtigst muligt. Men der var engang, hvor jeg måtte have fat i min teamchef og sige, at ”nu bliver du nødt til at hjælpe mig, for ellers sætter jeg mig ned og græder”.

I det hele taget har vi et rigtig godt samarbejde og et godt teamwork. Hvis vi kan se, at der er én af kollegerne, der er ved at stresse helt vildt op, så siger vi ”Gå lige ud og tag dig et glas vand”. Det kan gøre underværker, at man sidder og slapper af i 5 minutter. Så er man klar til at gå ind i hvepsereden igen.

Og så er der jo alle de gode oplevelser med gæster, der fortæller, hvor glade de har været for opholdet og takker mig, fordi jeg har været så hjælpsom. Det er dejligt. Man møder en masse mennesker fra en masse forskellige lande. Som receptionist er man en slags guide, der ved noget om seværdighederne i byen og kan fortælle gæsterne om det. Så er det rart, når de kommer bagefter og beretter om deres oplevelser. Så er det, at man føler, at man har en vigtig position – og det er noget, der giver selvtillid. På den måde er det en uddannelse, der giver selvtillid. Men kun hvis man er udadvendt og ikke er bange for at komme andre folk i møde. Og man skal heller ikke være bange for at turde tage et ansvar.

Christina

Jeg mener, jeg har et særligt serviceinstinkt. Det er derfor, jeg har valgt at blive receptionist. Personlig kontakt er meget vigtigt for mig. Og det er der meget af i denne branche. Selvfølgelig kan gæsterne nogle gange være sure og læsse af på dig. Men så skal man bare huske på, at det er hotellet, de skælder ud på – ikke dig.

Det er også en branche, hvor man skal kunne holde hovedet koldt. Man må endelig ikke være bange for gæsterne. Så kan man hverken være konstruktiv eller initiativrig. Og det er to vigtige egenskaber for en receptionist.

Det er spændende at være i praktik, og jeg bliver bestemt ikke behandlet som elev. Jeg er en del af teamet, bliver taget alvorligt og får lov til at tage et ansvar. Udover at stå i selve receptionen har jeg også været i afdelingen for salg og marketing og afdelingen for booking og regnskab.

Man skal selvfølgelig være god til sprog og gerne have en særlig interesse i et bestemt sprog. Personligt har jeg valgt fransk som hovedsprog og tysk ved siden af. Som receptionist kan du arbejde over hele verden, så på den måde er det en global uddannelse: Vil du til udlandet, så bliv receptionist.

Når jeg bliver udlært, har jeg tænkt mig at fortsætte her på hotellet. Senere vil jeg gerne til udlandet og arbejde. Jeg har allerede fået et tilbud om et job i Washington. Det var faktisk en gæst, der tilbød mig det. Han var hotelejer og ville gerne ansætte mig. Så man kan sige, at det er en uddannelse, der åbner døre.