Kok-Interview 2018-03-12T11:23:54+00:00
Loading...

Vi har talt med to elever på kokkeuddannelsen, som her fortæller deres oplevelser af uddannelsen:

Christian

Atmosfæren i et restaurantkøkken er noget helt specielt. Når der er rigtig meget pres på, og når alle er helt tændte og klar til at køre denne ”famøse” service – så er det som om tingene går op i en højere enhed. Man får ganske enkelt et adrenalinrush, som bare er det hele værd.

Jeg nyder at komme på arbejde hver dag og lave noget mad, der er tæt på perfektion. Det giver mig en faglig stolthed Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er en stor madkunstner. Jeg ser mere mig selv som en god håndværker, der kan sit fag. Det der med, at kokke bliver sammenlignet med kunstnere har taget overhånd. I bund og grund handler det om at kunne levere et godt håndværk.

I øjeblikket er der en tendens til, at de unge tror, at alle kokke er kunstnere. De tror, at hvis de bliver kokke, så kan de ende op med at blive ligesom Nikolaj Kirk og blive tv-stjerne. Men det skal de lade være med at tro, for i princippet arbejder kokke lige så hårdt som alle andre håndværkere. Som kok kan man risikere at skulle stå op og arbejde 12 timer i træk, mens der er konstant stress på. Det er synd for dem, der starter på uddannelsen, hvis de tror, der kommer nogen og tørrer bordet af efter dem. For det gør der ikke.

Jeg har masser af planer for fremtiden. Først vil jeg arbejde i København et års tid, og så vil jeg til New York og arbejde – for at prøve noget andet end det franske køkken. Her har jeg fundet en spændende restaurant, der kombinerer det amerikanske og europæiske køkken på en ny måde.

Vil du være en god kok, skal du virkelig kunne li´ mad. Og du skal have nogle gode smagsløg. Det er vigtigt at kunne smage sig frem. Man kan ikke være kreativ, hvis man ikke ved, hvad tingene smager af.

Line

Lige fra jeg var barn har jeg altid interesseret mig for at være i køkkenet og lave mad, bage brød osv. Det var noget af det bedste, jeg vidste, og derfor besluttede jeg mig for at blive kok. Og så ville jeg i lære på ét af de bedste steder og tænkte, at måske kunne jeg være heldig at få en praktikplads på én af de kendteste kroer i Danmark. De ville gerne se mig an på prøve en enkelt dag, og jeg tog derned fredag den 3. december 1999. Det var den dag, hvor Danmark fik det værste stormvejr i mands minde, så det endte med, at jeg måtte blive der hele weekenden, fordi det var umuligt at komme derfra. Heldigvis endte det også med, at jeg fik en praktikplads.

I starten var det hårdt, for jeg var den eneste pige i køkkenet. Det er en meget mandsdomineret branche, hvor nogle kokke har den holdning, at det kun er mænd, der kan lave rigtig mad. Det kan kvinder ikke. Så jeg skulle overbevise dem om, at det kunne jeg godt finde ud af. Og de gjorde, hvad de kunne for at prøve mig af, men med tiden har jeg vist dem, at jeg er en fighter og godt kan klare tingene selv.

Det er en branche, hvor man skal have en god psyke, for der er mange stressede situationer, hvor ordene falder hårdt og kontant. Sådan er det, det ved alle, og vi glemmer det altid bagefter. Men det er der jo nogen, der ikke kan. De tager det alt for personligt, og det er typisk dem, der springer fra uddannelsen.

Det er også en branche, hvor der er stor konkurrence om at være god til sit fag. Så man skal hele tiden sørge for at følge med, for det er en branche i konstant udvikling. Selv læser jeg mange bøger og fagblade og holder øje med de seneste trends inden for madlavning.

Jeg holder meget af faget og af at få maden til at smage godt – og se godt ud. God mad handler om respekt for råvarer, sans for kvalitet og at følge sæsonernes udbud af friske grøntsager, frugter, kødvarer, fjerkræ og fisk. Det handler også om, at gøre gæsterne glade og give dem en smagsoplevelse for livet, så de kommer igen.

Jeg har en drøm om at blive selvstændig, for jeg vil gerne udrette noget, selv bestemme og have det store ansvar. I første omgang har jeg tænkt mig at tage til Italien for at arbejde. Dels for at lære deres køkken at kende og få noget mere erfaring – og dels for at tjene penge til min egen forretning.

Det er vigtigt at være helt sikker på sig selv, inden man går ind i branchen, for det er en hård branche, hvor man skal være indstillet på lidt af hvert. Der er mange overarbejdstimer, mange gæster i sommerperioden osv. En god kok skal virkelig have lyst til at arbejde.